Harry Haue
Søndag morgen på vej hjem fra sommerhuset må vi køre en omvej. Den centrale bys gader er afspærret på grund af et kondiløb. Højmessen kl. 10 var da uden for rækkevidde. I en af søndagsaviserne var der en anmeldelse af den kendte tyske forfatter, Juli Zeh, som netop har skrevet Corpus Delicti, om tidens dyrkelse af kroppen, som efter hendes opfattelse kan svække vort engagement i åndelige spørgsmål. Denne problemstilling har jeg ofte beskæftiget mig med. De gamle grækere havde den idealforestilling, i alt fald i den klassiske periode, at en god borger skulle dele sin fritid ligeligt mellem templet, stadion og teateret. Mon ikke balancen mellem de tre er blevet forskudt i vore senmoderne tider? På vej hjem fra sommerhuset passerede vi nogle landsbykirker, hvor nogle få parkerede biler antydede, at her var man tæt på messefald. Men måske var beboerne taget til kondiløb for at sikre sig mod legemligt forfald?
Tilbage til Juli Zeh og hendes Corpus Delicti. ”Vi er”, udtaler hun ved et arrangement på Louisiana,” blevet besat af fitness, en perfekt krop, et pletfrit helbred og et effektivt liv. Vi er meget tæt på det punkt, hvor de åndelige værdier falder, og en form for åndløs præstationstrang tager over. Måske har hun ret? I sommerens løb har jeg lagt mærke til, at forskellige avisers top 10 lister over solgt faglitteratur i ringe grad beskæftiger sig med åndelige spørgsmål, men derimod med fitness og madlavning. Kroppen og dens vedligeholdelse kommer afgjort i første række.
Sådan var det ikke for en generation siden. I forbindelse med udarbejdelse af en bog om efterskolens historie har jeg noteret, at mens de Grundtvig-Koldske skoler for en generation siden var førende, så er der siden sket en voldsom vækst i idræts-efterskoler. Netop i Kristeligt Dagblads lørdagsudgave var der et tillæg om efterskoler, og en af skolerne giver dette signal: ”Tre idrætshaller, tomandsværelser, dygtige og glade medarbejdere, god og sund mad, gymnastikopvisninger og meget, meget andet.”
Ja, det ser det ud som om, at det drejer sig om at søge det kropslige, bevægelse og mad, så skal alt andet gives i eder i tilgift.

Før Pisa og de internationale sammenligninger af elevernes viden, var vi i Danmark overbeviste om, at vi havde det bedste skolesystem i verden. End ikke de første de første dårlige resulater, der dukkede op i begyndelsen af 1990erne, kunne rokke ved vor selvsikkerhed. Undervisningsministeren, der på TV blev konfronteret med resultaterne, svarede kækt, at der nok var noget eleverne ikke kunne sammenlignet med andre landes børn og unge, men så kunne de så meget andet. Hvad dette andet var, blev netop formuleret i Grundtvig-inspirerede vendinger; de var gode til at samarbejde, til at formulere sig og så gik de til opgaven med lyst. Over årene blev disse halvdårlige resulater af især Pisa-undersøgelserne en stadig voksende udfordring for både skolen og politikerne, ja naturligvis også for eleverne og deres forældre. Forskere talte om togoisering af det danske skolesystem, idet de danske elever på visse områder var på niveau med u-lands unge fra Togo.

Den seneste Pisa-undersøgelse fra slutningen af 2010 viser ikke nogen overbevisende fremskridt for de 15-åriges læseevner, kendskab til natur og teknik og til matematik. Spørgsmålene lyder, når vi nu har verdens dyreste folkeskole, hvorfor bliver det så ikke bedre? De mulige resultater af den nye folkeskolereform i 2006 kan naturligvis ikke ses endnu og heller ikke de ændringer der efterfølgende blev gennemført af læreruddannelsen. Der vil gå mange år inden de kan komme til at præge folkeskolens undervisning. Men hvorfor klarer danske 15-årige sig så relativt dårligt sammenlignet med andre landes unge? Og her bliver Finland altid nævnt. Dette spørgsmål må uddannelsesforskningen kunne svare på. Vi ved, at skole-og uddanelsessystemerne har stærke nationale prægninger, og at årsagssammenhænge ofte skal søges over flere århundreder. Tænk blot på, hvad reformationen har betydet for grundskolen. Uden at dokumentere det, har jeg en antagelse om, at den grundtvig-koldske pædagogik har en del af skylden for vore dårlige Pisa-resulater. Grundtvigs påstand om ‘den sorte skole’ som skadelig, fordi der blev krævet en bestemt paratviden, har slagskygger langt frem i tiden, og påstanden om, at den var ‘sort’, er endnu ikke dokumenteret. Ikke desto mindre er dette stigmatiserende begreb gået ind i sproget på en sådan måde, at så snart der er tale om skolen for bare et par generationer siden, ja så bliver den karakteriseret som ‘den sorte skole’, som bliver tillagt alle mulige negative værdier. Da den grundtvigske livsopfattelse og dermed pædagogiske tænkning i dag er dansk fællesgods langt uden for erklærede grundtvigianeres kreds, er det forståeligt at den systematiske erhvervelse af viden, som Grundtvig kritiserede som ‘død’ og ‘sort’, har vanskeligt ved at blive praktiseret i skolen. Naturligvis har reformpædagoger også bidraget til at problematisere systematisk videnstilegnelse, og måske er det kombinationen af de to pædagogiske filosofier, der har bragt danske 15-årige langt ned på Pia-listen? Et svar herpå kræver en langvarig og dybtgående forskning, som burde finansieres som en del af udgifterne til 360 graders eftersynet.  

Harry Haue

I seneste nummer af Dansk Kirketidende (September 2010) har Jens Qvist et interessant indlæg om offentlige undskyldninger. Han henviser til professor Niels Henrik Gregersens artikel i Kristeligt Dagblad 28. juli i år, hvor han referer Det lutherske Verdensforbunds bøn om tilgivelse fra Gud og dagens menonitter for de forfølgelser, som lutheranere tilføjede de såkaldte gendøbere (anabaptister) på reformationstiden. Kan det virkelig være rigtigt, at vore valgte repræsentanter skal sige undskyld for forbrydelser begået før vor tid? Det er forståeligt at Espesen og Thorning Schmidt føler sig pressede til at sige undskyld for egne fejltagelser, men fortidens fejltagelser kan vi vel ikke forpligtes til at sige undskyld for. På den internationale historikerkongres, som netop er blevet afviklet i Amsterdam, anklagede en norsk professor den danske stat for den undertrykkelse af normænd, som blev praktiseret af de danske konger i de 400 år regerede over Norge. I den forbindelse udspandt der sig en meningsudveksling om, hvilken natur disse undskyldninger for for længst begåeede overgreb egentlig har. Hvem skal undskyldningerne gavne? Måske føler ofrenes efterkommere, f.eks. af tidligere negerslaver, en tilfredstillelse ved at se sig placeret i en ny moralsk position, og måske vil de begrænse den kritik, som ellers ville blive fremført. Men det kunne også tænkes, at den den organisation eller statsmand, der vælger at sige undskyld for fjerne fortidige overgreb, i virkeligheden gør det for at befæste sin magt, nemlig magten til at sætte dagsordenen. I så fald kan den tilsyneladende ydmyge gestus mere (eller også) opfattes som et udtryk for en selvretfærdig begrundet magtfuldkommenhed.
Hvad skal vi mene om disse undskyldninger?

Harry Haue

Der er en lang dansk tradition for lærerernes metodefrihed. Denne tradition bygger på den tyske bildungs-tanke, hvor læreren inden for nogle temmelig brede statsligt satte rammer selv forventedes at kunne vælge metoder og midler til at opfylde de statslige mål. I de senere år er denne metodefrihed imidlertid blevet sat under pres. I forbindelse med diskussionen om forbedring af den danske foleskoles undervisning har bl.a. professor Jens Rasmussen fra DPU, Aarhus Universitet udtalt, at det nok ville være hensigtsmæssig at ændre på lærernes metodefrihed. De seneste reformer af både folkeskolen og gymnasiet har allerede begrænset metodefriheden, bl.a. med kanonkrav og obligatorisk samarbejde mellem fagene. Desuden er vore skoleformer under pres fra udviklingen i de angelsaksiske lande, hvor lærerens metodefrihed er langt mere begrænset end indenfor bildungstraditionen. Statslige test – f.eks. i England – kontrollerer, om målene er nået, hvilket lettes af, at undervisningen er bundet til et bestemt curriculum, der igen understøttes af centralt udarbejdede kompendier. Hvis vi i Danmark vil bevare lærerens metodefrihed, er det nu, der skal råbes vagt i gevær. Politikerne kan med henvisning til resulaterne af PISA-undersøgelserne argumentere for, at netop lærernes metodefrihed har været mevirkende til den forholdsvis beskedne placering, som danske elever får i disse undersøgelser. Men efter min mening er danske læreres metodefrihed en forudsætning for en dialogpræget undervisning, som kan sætte viden ind i en refleksiv sammenhæng. Det bør være være vort svar på globaliseringens udfordringer i stedet for at efterligne en testbaseret undervisning, hvor læreren er reduceret til intruktør.

Harry Haue

Lærebøger – hvorfor hører man aldrig om dem?
Harry Haue
Det kan undre, at skolens lærebøger får så ringe opmærksomhed i den offentlige debat, for på trods af mange alternativer til lærebogen, har den stadig en central plads i undervisningen. Lærebogen bliver ikke som tidligere kontrolleret af ministerielle embedsmænd, men eksisterer på markedets betingelser. Det har resulteret i mange tilbud, hvor der dog er en tendens til, at nogle få kommer til at dominere. Man skulle tro, at disse lærebøger, som får så stor indflydelse på unges viden og holdninger, ville være et oplagt emne for dagspressens anmeldere, men sådan er det ikke. Lærebøger anmeldes kun i fagblade, og i modsætning til hvad tilfældet er i mange andre lande, er den danske offentlighed uvidende om disse bøgers stofudvælgelse og holdningsmarkeringer. I forbindelse med kanondebatten om hvilke f.eks. historiske begivenheder, der skulle være obligatoriske, var der en vis offentlig interesse, men ikke om den måde kanonpunkterne bliver behandlet i lærebogen i historie.
Mens der er tavshed i Danmark, er der i mange lande en intens debat om lærebøgernes indhold, ikke mindst til historiefaget. I Texas f.eks. er der for tiden en voldsom debat om historiebøgernes indhold. Her er det Texas State Board of Education, der et 15 mand stort direkte valgt organ, der bestemmer skolernes pensum og dermed lærebøgernes indhold. Da udvalgets flertal er af religiøs og konservativ observans, resulterer det efter alt at dømme i en nedtoning af evolutionslæren og en nybeskrivelse af borgerkrigen 1860-65, hvor slaveriet fremstilles i et mere positivt lys. I stedet for at tale om slavehandel, skal temaet være ’den atlantiske trekantshandel’. 1200 historikere har underskrevet en protest mod dette og andre forslag til en konservativ genbeskrivelse af historien. I Frankrig er der flere eksempler på, at politikerne blander sig i skolernes historiepensum. Bl.a. vedtog Nationalforsamlingen for et par år siden, at fransk kolonisering skulle omtales positivt. Efter hård kritik fra mange sider, ikke mindst naturligvis fra førende historikere, måtte loven revideres. I Rusland har regeringen i forbindelse med et forbud mod ’rehabilitering af nazismen’ søgt at gøre det strafbart at kritisere Den Røde Hærs fremfærd under anden verdenskrig. I Grækenland udfolder der sig en offentlig debat om den af undervisningsministeriet blåstemplede lærebog i historie.
Det må høre med til livslang læring at reflektere over samfundets brug eller mangel på brug af historien. En af de vigtigste byggesten er skolens lærebøger. Et samfund, der vil styrke sammenhængkraften må nødvendigvis tilskynde borgerne til at vide, hvilke dele af den kollektive erindring, der bliver formidlet i skolen. Derfor må medierne også interessere sig for sagen.

Kilder:
Ronald D. Gerste ”Ist Jefferson zu Links? Erst nahm sich Amerikas Fundamentalisten die Biologiebücher vor. Jetzt geht es an den Geschichtsunterricht“ Die Zeit 12.05.10, s. 21.
Birthe B. Pedersen „Politisk tovtrækkeri om historien” Kristeligt Dagblad 17.05.10
Sidsel Nyholm ”Texas slås om indholdet i skolebøger” Kristeligt Dagblad 22.05.10

Velkommen til Eftertanke.dk. Dette er dit første indlæg. Du kan vælge at slette, redigere eller gemme det.